Strandkilen nord, kerteminde

Bygherre: Boligselskabet Kristiansdal
Rådgivere: Henneby Nielsen og Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Totalentreprenør: Amstrup & Baggesen Entreprise A/S
Fagentrepriser:
Jord, kloak og beton
Lokalitet: 5300 Kerteminde
Omfang: 36 ældreboliger
Byggeår: Juli 2022 til august 2023

BESKRIVELSE

På Strandvejen 10 i Kerteminde har Boligselskabet Kristiansdal opført et nyt boligkompleks med 36 ældreboliger. Boligerne ligger centralt i byen med rådhuset, busstationen, havnen og byens butikker som nærmeste naboer. I denne case kan du læse mere om, hvordan vi løste projektets jord-, beton- og kloakopgaver.

’Strandkilen Nord’ er navnet på et nyopført boligkompleks med i alt 36 ældreboliger, fordelt på tre bygninger og et skønt gårdmiljø. Boligerne ligger tæt på vandet, byen og den offentlige trafik, centralt i den hyggelige kystby Kerteminde.

Via licitation blev Toft Entreprise A/S grundet vores konkurrencedygtige pris hyret ind af Amstrup & Baggesen Entreprise A/S til at varetage opgaverne i relation til byggeriets jord-, beton- og kloakarbejde.

Jord, beton, kloak – og afvanding
Da projektets tre bygninger skulle placeres på en grund tæt ved kysten, hvor bundforholdene ikke er optimale, indledtes byggearbejdet med pælefundering via pilotering ned i 11-12 meters dybde. Herefter kunne vi påbegynde vores arbejde. Vi udførte først og fremmest in situ-støbte fundamenter i forskalling samt et selvbærende terrændæk. Dernæst varetog vi etableringen af indvendig og udvendig kloak, inklusiv al rørføring og tilslutning til offentlig kloak. Også anlæg af afvanding for tag og belægning stod vi for, herunder et volumebassin til reduktion af stedets afvandingshastighed.

Trang plads – og stærkt samarbejde
Allerede tidligt i processen stod det klart, at en del af byggeriets udfordring ville blive, at boligerne skulle opføres mellem tre veje og med eksisterende beboelse på den fjerde linje i karréen; adgangsforholdene og den trange plads ville således i sig selv blive en udfordring. Dette fandt vi dog hurtigt en løsning på i samarbejde med de øvrige håndværkere på byggepladsen, og hele byggeprocessen forløb fint.

Kvalitetssikring i fokus
Under hele projektet samarbejdede vi tæt med bygherre, rådgiver og totalentreprenøren om at udtænke og implementere de bedste løsninger. En lang række af vores kompetencer og erfaringer inden for jord-, kloak- og betonarbejde var i spil – ikke mindst kvalitetssikring, da der er store krav til bl.a. dokumentation, når man er involveret i fleretagersbyggeri, der er funderet på pæle.