REMA 1000 i Stege, Møn

Bygherre: Amstrup & Baggesen
Rådgiver: COWI
Fagentrepriser: Beton
Lokalitet: 4780 Stege, Møn
Omfang: Boldbane 1.200 m2
Byggeår: Forår 2022
BESKRIVELSE
På grunden, hvor den gamle sukkerfabrik i Stege på Møn førhen havde sit virke, ligger i dag blandt andet en REMA 1000-butik. Vi deltog i projektet med at anlægge og opføre supermarkedsbygningen og fortæller her lidt om vores andel i arbejdet.
Stege Sukkerfabrik blev grundlagt i 1884 af De Danske Sukkerfabrikker og var i mere end 100 år en af Møns vigtigste og største virksomheder. Fabrikken, der lå i Lendemarke lige vest for Stege, havde stor betydning for både øens økonomi og beskæftigelse.
I 1989 lukkede fabrikken, men de ikoniske rødstensbygninger står stadig og huser i dag forskellige typer af kontorer, værksteder og butikker.
I de seneste år har området omkring sukkerfabrikken gennemgået en betydelig udvikling med flere nye projekter. Blandt andet er der blevet opført en ny REMA 1000-butik på grunden til erstatning for de tidligere lokaler i selve sukkerfabrikken. Derudover er der planer om at omdanne de gamle fabriksbygninger til ferieboliger i håbet om at tilføre området nyt liv og skabe øget aktivitet.
Konkurrencedygtig pris og stor erfaring
I foråret 2022 blev Toft Entreprise A/S af Amstrup & Baggesen hyret ind til at udføre betonopgaven i relation til byggeriet af den netop nævnte REMA 1000-forretning. Vi blev valgt på grund af vores konkurrencedygtige pris og vores erfaring med denne type opgaver.
Pælefundering og betonarbejde
Grunden, hvor den 1200 m2 store butik skulle opføres, ligger tæt på havneområdet i Stege, og det var derfor nødvendigt at indlede byggeriet med en kraftig pælefundering. Dernæst kunne medarbejdere fra Toft Entreprise A/S gå i gang med at udføre in situ-støbte betonopgaver, nærmere betegnet fundamentsbjælker ovenpå pælene og herefter et selvbærende terrændæk med armering.
Arbejde på Møn?
Det kan lyde som langt væk at sende medarbejdere fra Ringe på Midtfyn til Stege på Møn i længere tid, men vi udfører af og til den type opgaver for kunder over hele landet, når det er noget, vi er særligt dygtige til og erfarne udi. Vores medarbejdere ’bor’ så på stedet fra mandag til torsdag, mens arbejdet står på – og holder så lang weekend, inden de returnerer til byggepladsen.