Bøgeparken - blok 55

Bygherre: Civica/ LIVA
Rådgiver: Erik Arkitekter og SWECO
Totalentreprenør: Enemærke & Petersen
Fagentrepriser:
Beton
Lokalitet: Bøgeparken, Vollsmose, Odense
Omfang: 4-7-etagers boligkompleks
Byggeår: 2022 – 2025

BESKRIVELSE

Projekt ’Fremtidens Vollsmose’ er en del af udviklingsplanen for det kendte odenseanske boligområde. Det er direkte afledt af Folketingets ghettolovning og kravet om at nedbringe andelen af almene boliger i Vollsmose til max 40% inden 2030. Vi har deltaget i projektet og fortæller her lidt om vores andel i arbejdet.

Bøgeparken i Vollsmose bestod tidligere af 476 almene boliger, der inden 2030 skal være nedbragt til 189 – og arbejdet med at få dét til at ske, er i fuld gang. Nogle boliger har skullet renoveres, nogle ombygges, andre rives ned. Renovering og ombygning er bl.a. sket ved at sammenlægge lejligheder og lave nye planløsninger. I nogle blokke fjernes de tre øverste etager.

Bag udførelsen af projektet står LIVA, der er et strategisk partnerskab mellem bl.a. Enemærke & Petersen, SWECO og Erik Arkitekter. Via et prisbud til partnerringen blev Toft Entreprise hyret ind til at varetage projektets betonarbejde i flere af boligblokkene.

Fagentreprise – beton
Først og fremmest har vi etableret nye fundamenter i kældrene for at stabilisere bygningerne, herunder de nye vægge, der har skullet opføres fra kælder til kvist – nogle steder op til 4. sal, andre til 7. sal. Vi har in situ-støbt betonen vha. vores genanvendelige støbeforme i plast, som vi alle steder har bygget op og tilpasset. Armeringerne til betonvæggene har vi produceret hjemme på værkstedet og herefter bragt op på de etager, hvor de skulle monteres. Med forme og armering på plads kunne vi dernæst pumpe betonen op gennem en 40 meter lang pumpearm til de etager og forme, hvor der løbende skulle støbes.

Dokumentation og DGNB-byggeri
I forbindelse med vores arbejde på projektet har der været store krav til dokumentationen for stabiliseringen, eftersom der er tale om byggeri i flere etager. Denne har vi varetaget. Da arbejdet udføres som DGNB-byggeri, har der tillige været krav til bæredygtighed, herunder brug af bæredygtig beton, som vi naturligvis har imødekommet.

Kompetencer, erfaring og værdier
I løbet af projektet har vi haft mange af vores kompetencer og erfaringer inden for betonarbejde i spil. Rådgivning, projektstyring, kvalitetssikring, høj faglighed, grundighed, fleksibilitet og stort engagement er blot nogle af de ord, der beskriver, hvordan vi arbejder.