Årslev Børnehus – ‘Kastanjen’
Bygherre: Faaborg-Midtfyn Kommune
Rådgiver: Gjørtz/Andersen/Arkitekter og SWECO Danmark A/S (rådg. ingeniør)
Fagentrepriser: Jord, beton, kloak, elementer, anlæg
Lokalitet: 5792 Årslev
Omfang: 950 m2
Byggeår: 2022-23
Beskrivelse
Årslev har fået et nyt børnehus: ’Kastanjen’. Helt fra visionsfasen har det for bygherre været afgørende at indtænke naturen og samspillet med den i projektet, og det er der kommet et både smukt, praktisk og inspirerende børnehus ud af. Læs her om vores andel i projektet.
Børnehuset Kastanjen er et nyt børnehus i Årslev, hvor vuggestue- og børnehavebørn kan lege og lære i trygge omgivelser. Det er designet med skillevægge, der gør det muligt at lege og lære i mindre grupper, og store vinduespartier, der giver udsyn til naturen, sikrer et roligt bagtæppe i hverdagen. Udearealerne byder på bl.a. shelter, urtehave, orangeri bygget af genbrugsmursten og gamle frugttræer, der er bevaret fra den oprindelige grund. Byggeriet er DGNB Guld-certificeret for sin bæredygtighed.
Konkurrencedygtig pris og stor erfaring
Toft Entreprise A/S blev hyret ind af Faaborg-Midtfyn Kommune via licitation til at varetage fagentreprisen inden for jord, beton, elementer, kloak og anlæg. Vi blev valgt på grund af vores konkurrencedygtige pris samt vores kompetencer og erfaring med denne type opgaver.
Jord, beton, kloak, elementer og anlæg
Som det første gravede vi ud til det nye byggefelt samt til parkeringsarealer og adgangsveje. Dernæst bortskaffede vi forurenet jord og kunne så gå i gang med at etablere en gruspude. Næste skridt var at støbe fundament og terrændæk til det specielt vinklede hus. Og derefter etablerede vi afvanding og kloakering fra den nye bygning og de nye
belægningsarealer. Da der var udfordringer med at skaffe betonelementer til byggeriet, blev løsningen, at vi in situ-støbte hovedparten af betonvæggene op i 4-5 meters højde. Disse vægge er synlige inde i bygningen den dag i dag og er med til at give interiøret et flot og rustikt look sammen med de øvrige vægge i træ. Endelig udførte vi al belægning på parkeringsarealerne, herunder græsarmering, og lagde fliser omkring hele bygningen, så børnene har let adgang til fine legeområder lige uden for huset. I terrænet stod vi for beplantning i form af buske og træer samt legeområder med bl.a. shelter, bålplads, legehus, rutsjebane og orangeri. Endelig etablerede vi et stisystem på grunden, så børnene kan gå på opdagelse.
Bæredygtigt byggeri
Arbejdet blev udført som DGNB-byggeri, så der var krav til bæredygtighed, herunder brug af bæredygtig beton. DGNB-tanken bygger på en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed, der omfatter miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter. Grundholdningen er, at et byggeri kun kan være bæredygtigt på lang sigt, hvis alle tre områder indgår i vurderingen.